Derfor nulmoms på bøger

Bøger og læsning udgør en hjørnesten i vores demokrati, der bygger på en forudsætning om oplyste, engagerede borgere med udsyn.
I litteraturen kommer mange stemmer til orde, og det danske sprog styrkes og udvikles.
Bogen giver rum for dybdelæsning, viden og refleksion med plads til udfoldelse af argumenter, nuancer, tvivl og saglighed. Det er egenskaber, som bliver stadig vigtigere, og som ruster folk til at deltage i den demokratiske samtale.
Bogen sætter dagsordener, løfter debatter og skaber oplevelser.

Med nulmoms på bøger vil vi ikke kun understøtte vores læsekultur. Nulmoms vil styrke hele den litterære fødekæde ved at understøtte boghandlernes tilstedeværelse i bybilledet og forfattere og forlags mulighed for at skrive og udgive nye bøger, som bidrager til kvalitet og mangfoldighed i det danske bogmarked.

Danmark har verdens højeste moms på bøger

En ærgerlig verdensrekord

I alle andre EU-medlemslande har bøger nul– eller reduceret moms. Andre lande anerkender, at nul- og reduceret bogmoms er et vigtigt instrument til at fremme kulturelle, sociale og økonomiske mål. Siden 2021 har EU's medlemslande kunnet indføre nulmoms på bøger. Dermed er bøger og aviser momsmæssigt blevet sidestillet, og i Danmark, hvor vi allerede har nulmoms på aviser, har Folketinget nu også mulighed for at afskaffe momsen på bøger.

Eksempler på bogmomsen i andre europæiske lande:

Norge, Irland og UK: 0%
Tyskland: 7%
Sverige: 6%
Spanien og Italien: 4%
Frankrig: 5,5%

Børnenes læseevner er udfordret

Dårlige læseevner og lav læseglæde

I Danmark har vi en læsekrise blandt børn og unge. Seneste internationale læseundersøgelser (PIRLS og PISA) viser, at danske børn læser væsentligt dårligere end tidligere. 25 procent af eleverne i 4. klasse kan hverken fortolke, læse mellem linjerne eller læse kildekritisk. Samtidig er læseglæden i bund. Danmark er et af de lande, der har færrest elever, der rigtig godt kan lide at læse.

Vi skal have en ambition om at genskabe en egentlig læsekultur. Ikke mindst fordi læsning træner evnen til fordybelse, har stor betydning for dannelse, uddannelse, social mobilitet, jobmuligheder og tilmed dokumenteret forbedrer børn og unges trivsel.

Lavere priser og øget bogsalg

Flere bøger - flere historier - mere dannelse

Hver fjerde dansker vil købe flere bøger, hvis prisen falder med 20 pct. Det er særligt unge mellem 18-29 år, der vil købe flere bøger (41 pct.).
Andelen er robust på tværs af både uddannelsesniveau og indkomstgruppe. Det viser en befolkningsundersøgelse fra Dansk Erhverv offentliggjort november 2024. Undersøgelsen viser også, at pris er den næstvigtigste faktor, når danskerne køber trykte bøger. Den vigtigste faktor er genre, og den tredjevigtigste er forfatter.

6 pct. af de danskere, som har købt nul bøger det seneste år, vil købe flere bøger, hvis prisen falder 20 pct. Det svarer til knap 90.000 danskere, som vil begynde at købe bøger, hvis prisen falder 20 pct.